Når byggeledelsen på Egelundsparken i Beder – hvor Bytømreren renoverer for ALBOA – går hjem, kan de gøre det med ro i maven. Byggepladsen bliver låst af, og der holdes opsyn med området.

Det sørger Rikke Krag-Nielsen for.

Rikke er beboer i Egelundsparken og har i flere år været engageret i boligområdet. Hun er blandt andet aktiv i afdelingsbestyrelsen og er medlem af byggeudvalget i forbindelse med renoveringen. Hun har fulgt projektet tæt og kender området og beboerne.

”Som i mange byggeprojekter har der været en indkøringsfase. Det kræver lidt tilvænning at dele den i forvejen begrænsede plads med håndværkerne,” fortæller Rikke.

I dag hjælper hun byggeledelsen med praktiske opgaver og fungerer som bindeled mellem byggepladsen og boligområdet. Hun står blandt andet for aflåsning af byggepladsen og beboernes hjem under genhusningen.

”Jeg er blevet taget rigtig godt imod. Det er et godt team med god dialog i hverdagen,” siger hun.

Skaber tryghed omkring byggepladsen

Hos byggeledelsen værdsætter man samarbejdet og den værdi, Rikke bidrager med.

”Det er en stor fordel at have en lokal beboer tilknyttet. Rikke kender området og gør det rigtig godt – vi er trygge ved, at der bliver låst af og holdt øje med vores grej,” siger projektleder Martin Jensen.

Aktiv både på og uden for byggepladsen

Ved siden af arbejdet på byggepladsen arbejder Rikke som personlig træner i et træningscenter og deltager som vikingaktør og formidler af livet i vikingetiden ved forskellige Viking-arrangementer. Hun har desuden tidligere arbejdet i et entreprenørfirma og har derfor også erfaring med byggebranchen.

Med sit engagement i både boligområdet og renoveringen er Rikke blevet et værdifuldt bindeled mellem byggepladsen og beboerne i Egelundsparken.