Efter 10 år i spidsen for Artusbyg, de seneste to år med Bytømreren som tæt samarbejdspartner, har direktør Bent Olsen besluttet sig for at stoppe i virksomheden. Som en naturlig konsekvens af dette, har tømrermester Jesper Jensen valgt at gå samme vej og træder ligeledes ud af virksomheden.

Begge er dog fortsat at finde i virksomheden de kommende måneder, for at overdrage opgaverne på en god måde. Både Bent og Jesper bevarer også tilknytningen i form af ejerskabet i Artusbyg.

ET KENDT ANSIGT TAGER OVER

Det er dog ikke en ukendt person som fremover skal tegne virksomhedens ansigt udadtil på Islandsvej 7 i Vejle. Mikkel Jensen, som det seneste års tid har været entreprisechef i virksomheden, overtager nu tøjlerne og vil fremadrettet være afdelingschef for hele Artusbyg.

”Jeg vil fortsætte ledelsen i samme gode ånd som hidtil, så vi alle fortsat har en god arbejdsplads. Derudover vil jeg bruge mine egne erfaringer i ledelse til bl.a. at arbejde mere med kunderelationer og salg af opgaver” udtaler Mikkel om de nye udfordringer.

FORTSAT FREMDRIFT I LOKALOMRÅDET

Med ændringen sættes skub på den fortsatte vækst i området og med Mikkel i spidsen er Artusbyg nu klar til at indtage markedsandele på det voksende marked i Vejle og nærområde.

”Med egne tømrere, murere, malere, jord/beton og kloakservice er vi klar til at løse vores kunders opgaver med bemanding på alle fagområder. Det giver ofte et mere enkelt forløb for kunden, uagtet om det er private, erhvervsvirksomheder, boligforeninger eller forsikringsselskaber – vi håndtere det hele” siger Mikkel og glæder sig til at tage fat fra 1. april.