Vores projekt Transformation af lille fabrik ved Randers er indstillet til Renoverprisen 2026, der uddeles af Grundejernes Investeringsfond og den filantropiske forening Realdania. Prisen hylder den gode renovering og sætter fokus på værdien af at udvikle den eksisterende bygningsmasse.
Hos Bytømreren er vi stolte over at have stået for transformationen, hvor et tidligere trykkeri i Kristrup nu danner ramme om en moderne lægeklinik. Den lille fabrik blev opført i 1936 og producerede årligt op mod 1,5 millioner kalendere til hele landet. I 1946 blev bygningen udvidet mod øst på den skrånende grund, hvilket gav den karakteristiske to-etagers facade og et samlet areal på 2.050 m². Med respekt for bygningens industrielle ophav og arkitektoniske særpræg har vi arbejdet målrettet med at bevare og aktivere de eksisterende kvaliteter frem for at erstatte dem. Transformation – ikke nedrivning – har været det bærende princip i udviklingen fra produktionsbygning til nutidig sundhedsfunktion.
De endelige vindere offentliggøres i september 2026, og vi sætter stor pris på anerkendelsen samt takker bygherre og samarbejdspartnere for et professionelt og tillidsfuldt samarbejde gennem hele forløbet.
Link til projektet: https://renover.dk/projekt/transformation-af-lille-fabrik-ved-randers/


