I starten af året udgav vi vores allerførste klimarapport. Den er vi rigtig stolte af, og det krævede 3 hurtige spørgsmål til kunde- og marketingsansvarlig, Steffen Grundahl, i Bytømreren.

1️⃣ 𝐇𝐯𝐨𝐫𝐟𝐨𝐫 𝐡𝐚𝐫 𝐈 𝐯𝐚𝐥𝐠𝐭 𝐚𝐭 𝐟å 𝐮𝐝𝐚𝐫𝐛𝐞𝐣𝐝𝐞𝐭 𝐞𝐧 𝐤𝐥𝐢𝐦𝐚𝐫𝐚𝐩𝐩𝐨𝐫𝐭?
Bæredygtighed er et svært begreb. Når man så kobler det sammen med en håndværksvirksomhed, hvor servicearbejde historisk har fyldt en del uden at man har tænkt så meget over materialer, giver det nogle klare udfordringer og afledte spørgsmål.

Vi var bevidste om, at skulle vi virkelig forbedre os som virksomhed og rykke på den grønne omstilling, var det vigtigt at kende virksomhedens klimaaftryk – baseline i opgjort CO2.
Derfor har vi sammen med Anders fra Milestone Pro ApS fået udarbejdet en klimarapport, som har givet os indsigt i hvor meget CO2 vores selskab Bytømreren Service har udledt i 2021 tal. Projektet er støttet af Netværk for Bæredygtig Erhvervsudvikling NordDanmark.

2️⃣ 𝐇𝐯𝐚𝐝 𝐛𝐞𝐭𝐲𝐝𝐞𝐫 𝐛æ𝐫𝐞𝐝𝐲𝐠𝐭𝐢𝐠𝐡𝐞𝐝 𝐟𝐨𝐫 𝐁𝐲𝐭ø𝐦𝐫𝐞𝐫𝐞𝐧?
I Bytømreren har vi de seneste to år arbejdet med begrebet bæredygtighed. Dette gælder både i klima- og sociale sammenhænge. Socialt handler det om intern uddannelse af egne medarbejdere, bl.a. gennem vores helt eget Bytømreren akademi som både funktionærer og timelønsansatte har mulighed for at deltage i.

Derudover har vi fokus på de sociale arrangementer samt ikke mindst oplæring af de vigtige lærlinge, som er fremtidens guld i vores branche – vi vil have de bedste folk hos Bytømreren. I forbindelse med den klimamæssige bæredygtighed, har vi søgt en del partnerskaber, herunder hos bl.a. GCO samt diverse aktører indenfor området i Østjylland. Vi har desuden valgt, at vores kommende hovedkontor i Aarhus skal DGNB certificeres, noget vi ser meget frem til.

3️⃣ 𝐇𝐯𝐚𝐝 𝐞𝐫 𝐬𝐭𝐫𝐚𝐭𝐞𝐠𝐢𝐞𝐧 𝐟𝐨𝐫 𝐛æ𝐫𝐞𝐝𝐲𝐠𝐭𝐢𝐠 𝐮𝐝𝐯𝐢𝐤𝐥𝐢𝐧𝐠 𝐢 𝐁𝐲𝐭ø𝐦𝐫𝐞𝐫𝐞𝐧?
Klimarapporten, som netop er blevet udarbejdet, viser os, at vi helt sikkert har noget at arbejde med. Trods et årligt dieselforbrug på over 110.000 liter diesel fra vores over 120 varebiler, er det faktisk ikke CO2 tallene fra vores eget forbrug og produktion (scope 1), som er den værste “synder” – men derimod kommer op mod 87 % af vores CO2 udledning fra materialeforbruget (scope 3).

Internt arbejder vi med at ændre vognparken fra diesel til fossilfri brændstof samt have øget fokus på affaldshåndtering og andre processer omkring forbrug, som kan optimeres. Da størstedelen af vores CO2 kommer fra eksterne faktorer, arbejder vi målrettet med flere leverandører om at kunne levere – og dermed tilbyde mere bæredygtige alternativer til de traditionelle produkter.

Vi kan ikke løse den her klimakrise alene, men sammen kan vi i branchen helt sikkert hjælpe med at reducere Danmarks samlede CO2 forbrug 🤝