Bytømreren Service er i øjeblikket i gang med en omfattende renovering af Havnebadet på Aarhus Ø for Aarhus Kommune.
Det gamle dæk skal skiftes ud med nye og mere holdbare brædder. Opgaven blev – efter dialog mellem Vinterbadeklub Aarhus Ø, Sport og Fritid Aarhus samt Aarhus Ejendomme – mere omfattende end først planlagt, da istandsættelsen af Vinterbadeklubbens omklædningsrum også blev en del af projektet.
Havnebadet er en ganske særlig byggeplads, der til tider kræver, at man må en tur i vandet. Til gengæld er der en fantastisk udsigt.
Lærlingene fra NORD-klubben fik en rundvisning, sandwich og stillet en masse gode spørgsmål.
”Det er vigtigt, at vores unge lærlinge oplever arbejdet på de forskellige byggepladser, ser et bredt udvalg af opgaver og får gode snakke med erfarne medarbejdere” siger Stephane, serviceleder ved Bytømreren.
Tak for nogle gode timer på Aarhus Ø.
Arbejdet med Havnebadet afsluttes snarest muligt, så badeglade aarhusianere igen kan nyde en (kold) dukkert.
