Bytømrerens Lærlingeklub Syd var for nylig inviteret på besøg på Håndværkskollegiet i Horsens, hvor lærlinge fra vores afdelinger i Horsens, Odder og Vejle fik mulighed for at opleve de særlige rammer, der er skabt for unge under uddannelse inden for håndværksfagene.

Håndværkskollegiet er målrettet unge mellem 18 og 28 år, som er i gang med en håndværksuddannelse. Her kombineres moderne boliger med gode værkstedsfaciliteter og et stærkt fællesskab med andre unge, der også har valgt en faglært vej.

Besøget begyndte med fælles morgenmad, inden lærlingene fik en rundvisning og et indblik i både boligerne, værkstederne og tankerne bag Håndværkskollegiet.

For os giver det rigtig god mening at vise vores lærlinge de muligheder og fællesskaber, der findes omkring håndværksuddannelserne. En læreplads handler selvfølgelig først og fremmest om at blive dygtig til sit fag, men lærlingetiden handler også om relationer, udvikling og om at blive en del af et fagligt fællesskab.

 

Horsens, Odder og Vejle dystede mod hinanden

Dagen blev afsluttet med lidt intern konkurrence.
Lærlingene fra Horsens, Odder og Vejle skulle blandt andet gætte, hvilken træsort forskellige træspåner stammede fra – og forsøge at ramme længden  en streg tegnet på tavlen.
Her var det lærlingene fra Odder, der løb med sejren.

Et stort tillykke til vinderne – og tak til Håndværkskollegiet i Horsens for morgenmad, rundvisning og en rigtig god formiddag.

Lærlingeklubben er en del af Bytømrerens arbejde med at skabe et stærkt fagligt og socialt fællesskab for vores lærlinge på tværs af afdelingerne.
For dygtige håndværkere bliver ikke kun skabt gennem opgaverne på byggepladsen. De udvikles også gennem sparring, fællesskab, nysgerrighed og gode oplevelser sammen.